Gringoer leger indianere (ii)
Jeg er ikke den eneste, som har undret sig over, at realityshowet "Survivor" (optaget i Petén, Guatemala) bare er kørt videre, som om intet var hændt efter orkanen Stan, som har dræbt tusindvis af mennesker og gjort op mod hundredtusinde hjemløse.
Men som Al Tompkins skriver, så optages programmerne i forvejen og alle optagelser var færdige længe inden orkanen ramte landet. Jeg håber producerne gør alvor af overvejelserne om at nævne orkanen og behovet for hjælp i forbindelse med showet.
Foreningen af latinamerikanske journalister i USA har gjort opmærksom på, at katastrofen i Guatemala har fået meget lidt dækning i medierne. Guatemalas krise har været overskygget af katastrofen i Pakistan i samme uge, hvor titusindvis af mennesker er dræbt ved et jordskælv, og det har betydet mindre medieopmærksomhed og formentlig også mindre hjælp fra andre lande til Guatemala og Mellemamerika. Hvis Survivor-folkene beslutter sig for at gøre noget ved det, er det selvføgelig al ære værd.
Jeg har i en tidligere post også omtalt protesterne over tvprogrammets fremstilling af mayaerne og mayakulturen. Jeg kan på ingen måde sympatisere med den barnagtige måde, hvorpå folkene fra CBS lader deltagerne lege mayaer ved at klæde sig ud som prærieindianere i tempelruinerne i Guatemalas jungle. Jeg er da også endt med at underskrive det åbne brev til CBS, som Natives Against Racial Stereotypes (NARS) har bedt om støtte til.
Protesten taler især ud fra nordamerikanske forhold og ud fra, hvordan indianere opfattes i USA. Det er på en måde naturligt nok, fordi programmet jo vises i USA, og fordi deltagerne i Survivor mere ligner prærieindianere end mayaindianere, når de klæder sig ud.
Men jeg må indrømme, at jeg snarere følte trang til at grine end til at blive vred, da jeg så disse voksne mennesker iført legetøjsfjer og krigsmaling. Denne karikatur hører hjemme i USA og spiller ikke nogen større rolle i Guatemala, hvor mayaindianerne i årtusinder har været majsbønder og ikke prærie-nomader. Det er først og fremmest denne prærie-karikatur af "indianerne", som NARS har reageret imod, og det er fint, når de i det åbne brev skriver:
"The producers provided the contestants with materials which were clearly intended to impose a North American Plains Indian stereotype on a distinct South American culture and to imply that all Indigenous cultures are inter-changeable."
Det er også helt fint, at NARS opfatter sig så meget som del af en international indiansk bevægelse, at gruppen vil solidarisere sig med mayaerne og forsvare dem. Men netop derfor kan NARS heller ikke udtale sig på vegne af mayaerne, som jo i øvrigt ikke bor i Sydamerika, men i Mellemamerika.
Der er mange andre ting ved Survivor-programmet, som vil være langt mere fornærmende for vore dages mayaer, end de forhold som NARS har lagt vægt på. Jeg er forarget over, at CBS's folk har fået lov til at bo inde i tusindårige templer, som ligger på helligt område og stadig er offersteder for nutidens indianere - og som har været gravsteder for den gamle højcivilisation.
Survivor-folkene har endda fået lov til at grave gamle potteskår op og bruge dem i camping-husholdningen, og de har fået lov til at grave huller på gamle tempelpladser til pælene i deres "spejderlejr" og til at bygge videre på dele af den ældgamle struktur. Affaldet fra lejren smides også på det hellige område.
Krigsmaling og legetøjsfjer er noget, som de fleste mayaer i Guatemala godt vil kunne grine af. Det er gravskænderi og lemfældig omgang med gamle helligsteder til gengæld ikke.
At det så er idiotisk at CBS påstår, at nu skal deltagerne spille "The Ancient Mayan Ball Game", men at det så viser sig at de spiller et helt andet spil, som intet har med mayaerne at gøre - ja det forekommer næsten som en triviel indvending i forhold til den grove udnyttelse af mayatemplerne.
Den kommercielle udnyttelse af mayatemplerne er ikke noget nyt. I den gamle film "Star Wars: A New Hope" (1977) ses et rumskib under indflyvning ved rebellernes hovedkvarter i tempelbyen Tikal i Peten, Guatemala. Jeg husker også en Fantareklame, hvor en dåse rullede ned ad pyramidens mange trappetrin, til den tørstendes store fortrydelse. Der må være mange penge på spil.
Etiketter: Kulturpolitik, Survivor en Guatemala, TV